14/5-2018: Boxer-chef: Sådan kan vi undgå at tusinder risikerer at få sort skærm

I 2020 vil mange se deres fjernsyn gå i sort på grund af ny sendeteknik - og Boxer forbereder sig på en ekstra regning på i værste fald 25 mio. kroner.

Hos tv-distributøren Boxer har adm. direktør Ulf Lund en plan liggende i skuffen - men også en opfordring til politikerne på Christiansborg.

Ganske vist ved han først i slutningen af maj, om Boxer får forlænget retten til at stå for håndteringen af antenne-tv i Danmark. Men det, tyder alt på, bliver tilfældet. Derfor ser Lund ind i det problem, at en politisk bestemt overgang til ny sendeteknik på tv fra april 2020 kan give ca. 50.000 af hans 250.000 tv-kunder sort skærm.

"Det er typisk de ældre, der ikke har købt nyt fjernsyn for nylig. Og det er i høj grad dem, der udelukkende er kunder for at få TV2 - eller ikke har adgang til fiber- eller kabel-tv. Så alt andet lige vender det lidt den tunge ende nedad," siger Ulf Lund.

Ny teknik tager over

Undervejs har Boxer nemlig lagt flere af disse kanaler over på den nye sendestandard (T2), hvor det er nødvendigt at have et nyere fjernsyn for at få billeder på skærmen. Og uden at det har noget med Boxer at gøre, er Ulf Lund også bekymret på vegne af de mange, som slet ikke vil have kommercielt tv, men udelukkende modtager DR via luften.

"Man anslår, at det gør ca. 100.000. Og man ved, at andelen af seere med ældre fjernsyn her er på væsentligt mere end 20 pct.," siger Lund. I sit eget regi håber han selvsagt på, at også de husstande, der har valgt at spare lidt på tv-budgettet, vil købe nyt udstyr inden 2020.

"Udviklingen går da også den rigtige vej, og jeg vil ikke bidrage til at skabe panik. Men det er ikke desto mindre en problematik, vi skal forholde os til. Vi kan ikke bare sige, at der mistede vi lige endnu en kunde - det var bare ærgerligt. Og jeg gerne undgå et big bang i 2020," siger tv-direktøren, som derfor lufter et konkret forslag til, hvordan man politisk kan give en hjælpende hånd.

Brug auktionspenge

Hans løsningsmodel hænger direkte sammen med årsagen til problemet. Og det i korthed en EU-beslutning om, at tv-selskaberne skal flytte sig fra det såkaldte 700 MHz-frekvensbånd, så det fremover kan bruges til at håndtere vores stigende brug af mobildata.

Som antydet betyder flytningen af bl.a. DR og TV2, at kun nyere fjernsyn kan modtage signalerne. Men den betyder også, at statskassen kan - og vil - score op mod 1 mia. kr. på snart at sende de ledige 700-frekvenser på auktion, hvor teleselskaberne så end engang må til lommerne.

"Det her er jo ikke en situation, vi er skyld i. Så jeg synes egentlig, at staten burde hjælpe økonomisk. Kunne man ikke bruge bare en brøkdel af de penge, man får ind på auktionen, på at løse problemet?" spørger Ulf Lund.