1/4-2016: Frit tv-valg hos Boxer fra i dag

Boxer tilbyder fra i dag alle danskere 100 % frit valg af tv-kanaler. Dermed behøver man kun at betale for de tv-kanaler, man selv har valgt.

- Nu giver vi for alvor tv-seerne frihed til at vælge selv, helt uden forbehold og stjernetekster. Det vil revolutionere danskernes måde at købe tv på, siger Ulf Lund, adm. direktør i Boxer TV A/S.

Alle kanaler i Boxers udbud er omfattet, og adgangen til det frie kanalvalg bliver for alle.

- Det frie kanalvalg ligger i vores DNA, og derfor er det vores nye hovedprodukt. Derved adskiller vi os afgørende fra vores konkurrenter, hvor frit valg kun er et appendix til de store-tv-pakker, fastslår Ulf Lund.

Det koster 50 kr. om måneden at komme i gang. Herefter koster kanalerne enten 29, 39 eller 49 kr. En enkelt kanal koster 99 kr. Har man brug for 8 kanaler eller derover, får man mængderabat.

Med i prisen får alle Boxers kunder fra 1. juni desuden adgang til Boxer Play, så man også kan se alle sine tv-kanaler på PC, smartphone og tablet alle steder i Danmark.

Lige nu koster det ingenting at komme i gang. Installationen følger med i prisen, og samtidig er oprettelse og binding afskaffet. Boxers tv-signaler dækker mere end 99% af Danmark og modtages trådløst med en antenne.

På tirsdag lancerer Boxer desuden tre nye tv-kanaler, TV3 Sport 2, Eurosport 1 og Comedy Central. Dermed har Boxer alle de mest sete tv-kanaler i sit udbud. Samtidig forbedres billedkvaliteten markant, herunder fordobles antallet af HD-kanaler.