10/6-2018: Boxer genvinder tv-licens

Onsdag den 6. juni 2018 var der champagne i glassene og tydelig glæde at spore hos Boxers medarbejdere, da Boxer genvandt licensen til at sende antenne-tv via DTT-nettet frem til 2030.

”Forlængelsen er kulminationen på mange menneskers hårde arbejde igennem en årrække. Vi har fået styr på økonomien, og alle pile peger i den rigtige retning. Det har været afgørende for vores beslutning om at søge om licensforlængelsen, og derfor er i dag en fortjent festdag for alle hos Boxer”, siger adm. direktør Ulf Lund.

Licensen er tildelt af Radio- og tv-nævnet under Kulturministeriet efter en udbudsrunde i foråret 2018.

Boxer har siden 2008 været såkaldt ”gatekeeper” på DTT-nettet i Danmark. Boxer er i dag Danmarks tredjestørste tv-distributør og leverer tv til ca. 250.000 husstande. I 2017 præsterede selskabet et driftsoverskud på godt 16 mio. kroner. Boxer er en del af SE-koncernen, der blandt andet også ejer Stofa.

Læs mere om udbuddet og licensen på Kulturministeriets hjemmeside