1/7-2014: TV3+, National Geographic Channal samt BBC World News hos Boxer fra i dag

Boxer styrkede i dag tirsdag sit tv-udbud med tre nye tv-kanaler. Det er to af de mest populære internationale tv-kanaler, BBC World News og National Geographic samt den for de sportsinteresserede meget eftertragtede TV3+.

- Det er fantastisk, vi kan styrke vores udbud med tre så stærke tv-kanaler. Vi véd, at lige disse tre har været et stort ønske hos mange af vore kunder, siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV A/S.

TV3+ er MTG TVs brede underholdningskanal, krydret med nogle af de bedste sportsrettigheder. Foruden Formel 1 er det også ugens bedste Superliga kamp og de bedste Champions League-kampe. Med TV3+ i sit udbud tilbyder Boxer nu alle Superliga- og Champions League-kampe. Hver dag er der desuden timevis komedie-underholdning med f.eks. The Simpsons, Two & a half men og How I met your Mother, spændingsserier som NCIS og masser af gode film.

BBC World News er BBCs internationale flagskib, med næsten 240 mio. seere i over 200 lande. Globale nyheder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen fra alverdens brændpunkter, krydret med stærke finansielle analyser og prisvindende redaktionelle programmer om bl.a. kultur og penge – med den skyhøje kvalitet, som BBC er kendt og beundret for.

National Geographic Channel er unikke oplevelser hvor nyskabende indhold og prisvindende form går op i en højere enhed. Med National Geographic Channel bliver man ikke kun forført af de smukke billeder, revet med af verdens bedste dokumentarer og slæbt ud på daglige opdagelsesrejser kloden, kroppen og universet rundt. Man bliver frem for alt også klogere – på sig selv, sine nærmeste og verden omkring sig. Det er underholdning med kant og formål.

De to tv-kanaler BBC World News og National Geographic Channel bliver begge en del af Boxers omfattende frit valgs univers. Man kan således vælge kanalerne som en del af Boxer Flex, hvor man frit kan vælge sine tv-kanaler – både hvilke kanaler og hvor mange. Har man tv-pakken Boxer Flex8, hvor man frit kan udvælge de otte tv-kanaler, man ønsker, kan man også vælge kanalerne her.

Begge kanaler vil desuden kunne tilvælges til Boxers eksisterende tv-pakker Boxer MINI og Boxer MIX, mens de automatisk kommer til at indgå i Boxers største tv-pakke Boxer MAX.

Ønsker man Boxer Flex kan man med fordel tegne abonnement indtil udgangen af august for nul kroner om måneden, herefter 79 kr./md. Dette indebærer, at man i de næste to måneder kan købe tv-kanaler for typisk omkring 29 kr. pr. kanal - nogle er en tier billigere, andre en tier dyrere.

TV3+ kommer til at indgå i to ud af Boxers tv-pakker: Boxer Flex8 og Boxer MAX. Dermed får Boxer MAX-kunderne automatisk adgang til TV3+ fra 1. juli, men har man Boxer Flex8, skal man selv aktivt udskifte én af sine otte kanaler med TV3+.

TV3+, BBC World News og National Geographic erstatter kanalerne CNN, Cartoon Networks og Travel Channel, og for at få de nye kanaler ind på tv-skærmen skal man sætte sit fjernsyn (eller tv-boksen) til at gennemføre en kanalsøgning.