ROUTER (HOMEBOX)

Den router, som du modtager, når du bestiller Boxer Bredbånd, giver dig både trådløst netværk, switch og firewall. Når du kobler routeren til, vil den få tildelt en offentlig ip-adresse (WAN IP), som enheder på netværket vil have udadtil, når de bevæger sig rundt på internettet.

Trådløst netværk

Det trådløse netværk (Wifi) giver dig mulighed for at tilslutte enheder som mobil, tablet og/eller computer trådløst til dit netværk. Der kan tilsluttes enheder der understøtter 802.11 b/g/n standarderne. Den trådløse del er sat op med kryptering (WPA/WPA2), så behovet for opsætning holdes på et minimum. For at tilslutte trådløse enheder skal du kende routerens netværksnavn (SSID) samt netværksnøgle (WPA2). Disse oplysninger kan du altid finde på bagsiden af din router, og du kan frit ændre både netværksnavn og netværksnøgle.

Din router har to forskellige trådløse netværk, et på 2,4 Ghz og et på 5 Ghz frekvensbåndet. 2,4 Ghz-netværket kan benyttes af alle enheder – men hvis 5 Ghz-netværket er synlig, når du søger efter trådløse netværk, kan det være en fordel at vælge dette, da der vil være færre forstyrrelser i dette frekvensområde. F.eks, hvis du bor i tæt bebyggelse, så vil du med 5 Ghz-netværket opleve færre forstyrrelser fra andres trådløse netværk m.v. 

Switch

Switchen giver dig mulighed for at tilslutte flere computere eller andre enheder samtidigt til dit netværk ved hjælp af fire netværksporte (Ethernet) på bagsiden af routeren. Så hvis du ikke har mulighed for eller ikke ønsker at benytte det trådløse netværk, så kan du nemt og enkelt tilslutte flere enheder til dit netværk med kabel (LAN).

Firewall

I din router er der indbygget en firewall. Denne firewall beskytter computere på netværket imod hackerangreb og andre sikkerhedstrusler. Hvis man ser på en almindelig ubeskyttet forbindelse som en bygning, så er alle dørene (porte) åbne. Når man tilføjer en firewall til sin bygning, lukker man alle dørene (portene) på nær de døre man højst sandsynligt har brug for. Som standard er firewallen sat op til at lukke for alle porte, så du er bedst muligt beskyttet. Med en firewall undgår du derfor at uheldige ting sniger sig ind af bagdøren. Firewallen kan dog ikke erstatte sikkerhedssoftware på den enkelt computer, men er et supplement til den sikkerhed, du allerede benytter.